| Tur til London Juni 2004 | |
|
Invitation modtaget fra Dough McCay, London, England, til medlemmerne af politiets flyveklub om deltagelse i fly-rally, White Waltham - flying club, London. Torben Brandt, formanden for politiets flyveklub i Danmark og undertegnede, John Jensen, sec. tilmeldte os og deltog. Beretning
om turen nedenfor beskrevet. |
White Waltham
Messerschmidt 108 - Popham
Messerschmidt 108 - low pass på Popham airfield
Formanden foran en PA 28
Heading mod Isle of Wight over sydengland.
The needles - Isle og Wight.
John Jensen foran Spirfire på Isle of Wight
Denne Spitfire skal være flyveklar i sommeren 2005 !!!
En gråhåret formand foran endnu ældre fly på White Waltham. |
|
London,
June 2004 Friday
11th of June. Torben Brandt og jeg fløj med SAS MD 90 fra Kastrup ved middagstid og ankom kl. 1 om eftermiddagen lokaltid til Heathrow. Vi blev afhentet af vore engelske venner og kolleger, som tog imod os ved ankomsthallen i Heathrow, terminal 3 med et fint navneskilt "Toben Brant" Efter at have fundet bilen i det kæmpestore parkeringshus ved Heathrows lufthavn, blev vi kørt til hotellet, Holliday In, Maidenhead. Det hotel var vi glade for- det var luxus. Kort tid efter blev vi kørt til White Waltham airfield, hvor vi kunne indsnuse atmosfæren på en gammel engelsk flyveplads; besøgte klubhuset, spiste lunch, smagte på deres gode fadøl og så på masser af flyvemaskiner. Små fly startede og landede på pladsens trekantbane. Jumbo´er og andre store air-linere passerede oven over os i et par kilometers højde netop startet mod vest fra Heathrow mod fjerne destinationer. Om aftenen blev vi via omveje kørt til Windsor, hvor vi blev sat af ved Windsor Castle for sight seeing. Vi gik en tur ad de gamle gyder i middelalderområdet og spiste senere et godt måltid mad på en vietnamesisk restaurant. Sent på aftenen kørte vi i samlet trop tilbage til hotellet. Saturday
12th of June. Spiste continental breakfast på engelsk maner. Gik derefter mod flyvepladsen, hvor flyvekonkurrencen var ved at opstarte, men nåede kun at gå en kort distance, førend en bil standsede ved vejkanten ganske tæt på os. Det var Theresia, Dough's hustru, som havde fået medlidenhed med os, da hun passerede os og så os trave hen ad vejen. Vi skulle ellers kun gå 3-4 km hen til flyvepladsen. Hun samlede os op kørte os i hast til flyvepladsen. Hun fortalte, at hun skulle ud for at handle, og at hun lige så godt kunne køre forbi flyvepladsen. Flink, dejlig dame må med sandhed siges. Gik derefter rundt på flyvepladsen og så mange spændende flyvemaskiner. Gamle russiske fly med stjernemotor, engelske dobbeltdækkere, Tiger Moths, aerobatic fly og endog en enkelt kinesisk flyvemaskine. På et tidspunkt ville Torben og jeg hen til bane 30, hvor der var landingskonkurrence. På vej dertil blev vi råbt an af en af arrangørerne. Hvad nu - måtte vi ikke befinde os der på airside; stod vi mon til skideballe - nej. Vi blev forespurgt, om en af os havde lyst til at deltage i konkurrencen. Jeg svarede, uden tøven og inden at Torben nåede at reagere - JA, hvorefter jeg blev fulgt hen i klubhuset, hvor et engelsk hold forberedte sig til en trekantrute vest for flyvepladsen. Den engelske besætning og jeg startede derefter op i en engelsk registrerede PA 28 og fløj den beregnede trekantrute i luftrummet vest for Maidenhead og White Waltham. Efter en halv times navigationsflyvning afsluttede vi med landingskonkurrence og lavede 3-4 landingsrunder. Det var meget spændende, og jeg fik set en masse af det engelske landskab fra luften. Efter at være kommet tilbage til flyvepladsen holdt vi debriefing. Kaptajnens kone stødte til vort lille selskab. Hun var landkrabbe og brød sig ikke om at flyve. Hun ankom til stedet kørende i bil. Jeg takkede for besætningens gæstfrihed og for deltagelsen i flyvningen og sagde efter debriefing'en, at det havde været spændende for mig at opleve, hvordan en engelsk flybesætning arbejdede under en flyvning. Konen spurgte mig, om der var forskel på, hvorledes en engelsk og en dansk besætning arbejder. Jeg grinede blot, og det forstod hun, for hun grinede også. Straks efter grinede mine engelske flyvevenner også. Meget fornøjeligt. Fik derefter supper på flyvepladsen sammen med formanden. Vi fik vistnok også en guinness hver ved samme lejlighed. Det smager jo godt, og vi var langt hjemmefra. Efterfølgende hyggelig snak med englænderne og kikken på flyvemaskiner nu, hvor vi var kommet til en flyveplads langt væk fra Danmark, hvor der skete noget, og hvor flyvning er værdsat og fornøjeligt for alle. Sidst på eftermiddagen gik vi hjemad mod hotellet. Igen standsede en grå højrestyret Ford. Det var igen Theresia, som tilbød endnu et lift.- Ja, vi må have gjort indtryk på hende. Vi afslog modvilligt, da vi begge trængte til motion - især Torben. Men vi fik noget frisk luft og efter lidt gående fejlnavigering (Torben havde glemt sin GPS) fandt vi hotellet. Jeg boltrede mig derefter i luxushotellets pool, hvori der var en dame, som jeg desværre ikke straks kunne genkende, men som virkede bekendt. Det viste sig at være Jackie, vores gode, gamle veninde fra London ved forrige besøg i England et par år tidligere. Om aftenen var der arrangeret dinner på hotellet. Sad ved bordet, hvor gæstetaleren og hans hustru også var placeret. Jeg var heldig og havde hustruen til bords. Hun var selv pilot og var meget behagelig. Hendes ægtemand, gæstetaleren, var meget sagte og fåmælt. Ved samme bord ovre ved Torben sad Ron og Jackie. Begge meget festlige og ikke nemme for Torben at styre i festligt lag. Efter spisningen blev gæstetalen afholdt. Gæstetaleren fortalte om sin tid som Beaufighterpilot i Royal Air Force i Østen. Den fåmælte gentleman viste sig at være en formidabel taler, der havde sine tilhørere i sin hule hånd. Efter talen var der præmieoverrækkelse til de bedste flyvere. Besætningen, som jeg fløj med, vandt i øvrigt konkurrencen. Til min forbavselse blev Torben og jeg blev også omtalt, og vi blev endda budt op på scenen, hvor vi høstede applaus og hver af os blev overrakt en gave fra bilfabrikken Aston Martin. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad der foregik, men det viste sig senere, at grunden til at vi (Torben og jeg) blev hyldet var, at vi begge var kommet helt fra København til Sydengland, hvilket var den længste distance, som blev tilbagelagt af nogen af gæsterne ved arrangementet. Vi prøvede at snakke os fra eller reelt skjule, at vi var rejst dertil med SAS-airliner dagen før. Om det lykkedes ved jeg ikke. Efter gallamiddagen var der hygge i baren, hvor Jackie optrådte på slap line og tiltrak sig opmærksomhed. Der blev snakket og fortalt historier. En herlig aften. Sunday
13th of June. Jeg havde besluttet at tage til London down town på egen hånd, mens Torben ville ta' ud og se sydengelsk landskab fra åben sportsvogn. Det skal siges, at vejret var rigtig godt i perioden med masser af solskin. Tog afsked med vore engelske venner efter breakfast. Derefter gik jeg hen til Maidenhead jernbanestation for at købe en dagbillet til tog og busser i London. Der var lidt knas med togdriften, idet der lidt forinden var sket et uheld, men efter en halv times tid, kunne jeg køre med toget fra Maidenhead til Paddington - en tur på ca. en halv time, kørende gennem typisk engelsk landskab. På Paddington station skiftede jeg til Underground for at komme hen til Westminster station, men kom desværre med et forkert U-tog, som endte blindt. Jeg skiftede, og kom nord og øst om centrum i ringsystemet hen til Westminster, hvilket var en mindre omvej, men alligevel interessant. Der er mange særprægede og interessante mennesker i London at beskue fra et togsæde selv i Underground'en. Vel ankommet til Westminster startede min sightseeing i London. Jeg så Westminster Abbey, Big Ben og broen over Themsen, hvor jeg stod og så hen på alle seværdighederne, herunder London Eye, det store karrusselhjul. Gik hen til Trafalgar Square, hvor der blev holdt pause. Der var meget at se på ved Lord Nelson monumentet og springvandet. Desuden var der opvisning med skate-board, og så kom de engelske fodbold hooligans og lavede sjov og ballade. De blev dog hurtigt smidt væk af tilkaldte Bobby'er. Gik videre til Covent Garden og tog bus over Themsen til London Eye. Bus tilbage over Themsen, og gik hen til fregatten Belfast. Videre over Tower Bridge og hen til London Tower langs med Themsens nordbred et stykke vej. Fortsatte med dobbeltdækker bus hen mod Piccadelly Circus, hvor jeg standsede op. Tiden gik, og det var blevet sidst på eftermiddagen. Tog bussen tilbage til Paddington. En flot tur i det gode vejr set fra øverste etage. Busturen varede nok ca. tre kvarter. Fik lunch ved Paddington station, og tog derefter toget tilbage til Maidenhead. Gik ca. 1,5 mile tilbage til hotellet, hvor EM-fodboldkampen mellem England og Frankrig var i gang. Torben var kommet tilbage til hotellet og så fodboldkampen på fjernsynet. Jeg så efterfølgende afslutningen på fodboldkampen, som Frankrig vandt. Vi gik derefter i hotellets bar, hvor Torben og jeg holdt lav profil med fodboldresultatet. Englændernes humør var ikke ligefrem til jokes, og vi havde ikke lyst til øretæver. Monday
14th of June: Morgenmad og derefter ud-check fra hotellet, hvor vi blev afhentet af Dough for at blive kørt hen til White Waltham, for Torben havde nemlig fået den gode idé at lade Dough arrangere leje af en flyvemaskine, som vi alle tre kunne flyve til Isle of Wight. Os tre flyvere startede flyet op fra den gamle krigsflyveplads og tog kurs med Isle of Wight. Vi fløj forbi Farnborough og hen over det sydengelske landskab. Vi cirklede over Portsmouth, flådehavnen og så hen mod Southhampton vest for Portsmouth. Vi fløj derefter hen over det smalle stræde til Isle of Wight, hvor vi landede på den østligste af øens to flyvepladser. Torben lavede en god landing på græsbanen der, og vi kiggede os derefter om på pladsen. Vi snakkede med bestyreren på flyvepladsen, og så deres fine brandkøretøjer. Det var 3 akslede Range Rovers, opbygget som brandbiler. Vi gik videre rundt på pladsen, og her så jeg på afstand et gammelt vrag af en flyvemaskinefuse-lage. Det lignede kroppen fra en Spitfire, og da jeg kom tættere på, konstaterede jeg, at det netop var en Spitfire. Tæt på vraget fandtes et værksted, som jeg gik hen til, og da jeg kiggede ind ad en åbenstående garageport, så jeg til min forbavselse, at nogle mekanikere, som vi senere talte med, var ved at genopbygge hele tre Spitfire´s. Den ene skulle monteres med Rolls Royce Griffon motor, og de andre to skulle hver monteres med R-R Merlin motor. Mekanikerne fortalte, at den ene blev flyveklar til næste år, mens de resterende blev flyveklare årene efter. Denne oldtimerfly-oplevelse var helt tilfældig og uarrangeret, og var guf for en gammel veteranflypilot som mig. Vi gik derefter tilbage til flyvepladsens forplads, hvor vi hos den lokale grill-lady fik en let anretning i det fri. Lidt efter startede vi vor lånte flyvemaskine op og fløj hen over øens sydvest pynt og tilbage over Portsmouth og Southhampton hen til RAF-station, Benson, hvor flyet havde base, og hvor Dough´s helikoptere er placeret. Dough kørte os til debriefing over en forfriskning i hans hus, som ligger ret tæt på White Waltham flyveplads. Et fashionabelt kvarter. Dough kørte os derefter til Heathrow, hvor vi fløj med SAS hjem til København med ankomst lidt før klokken otte om aftenen. John
Erwin Birk Jensen, sec, polfly.
|
