”Phantom over Münster”.

Beretning fra det 9. IPA Fly – In, afholdt i
Münster / Telgte 1. til 4. sept. 2005.

Se hele fotoalbummet fra turen

Politiets Flyveklub havde igen i år muligheden for at deltage i det efterhånden traditionsbundne IPA Fly-In, som med få undtagelser er blevet afviklet rundt omkring i Europa siden 1991. Det skulle egentligt være løbet af stablen i Ravenna / Italien i Juni måned, men af forskellige teknisk årsager måtte Italienerne sige fra og aflyse deres arrangement. Imidlertid var der en gruppe friske tyske kolleger, som med base i Münster / Telgte tog handsken op, og arrangerede et ”erstatnings” Fly – In  til afvikling i september i år.

Vi var 5 kolleger, der fordelt på to fly besluttede os for at deltage og flyve derned fra Roskilde – en flyvetur på godt  3 timer. Den ene gruppe, herefter benævnt ”Phantomgruppen” bestod af Asger Willumsen, Henrik Michelsen, og Bent Ole Rask Skaarup. De havde lejet en Cessna Cardinal til turen. Det er et relativt hurtigt fly med opstrækkeligt understel, dog ikke helt så hurtigt som et Phantom jagerfly, hvilket jeg bliver nød til at vende tilbage til senere….

Det andet fly, En Piber Cherokee, ejet af en flok kolleger, var bemandet af John Friis- Pedersen og undertegnede. Vores øgenavn kender jeg ikke, men jeg er sikker på at de andre kunne finde på noget, hvis de blev spurgt!

Nå nok om det.

Om vores tur i Piperen kan jeg berette, at vi fløj fra Roskilde via Sønderborg til Bremerhafen og slutteligt til Münster/ Telgte. Vi valgte at lave et par stop undervejs. Dels for at tanke billig dansk flybenzin ved grænsen (Du læste rigtigt, flybenzin er næsten ½ gang dyrere i Tyskland end i Danmark) og dels for at imødegå ”prostata problemer” og slippe for mavesækkens klapren imod rygsøjlen ved for lang tid i luften uden forplejning. Det var ganske rart for en gangs skyld at have plads nok, nu hvor vi kun var to i flyet. Det plejer at være sådan at når vi tager på tur i Politiets Flyveklub, er der kun plads til en velpakket toilettaske!

Flyvevejret er ikke værd at dvæle meget ved. For en gangs skyld havde meteorologerne lovet flot vejr alle fire dage og vi kunne nyde en meget flot sensommer periode med temperaturer omkring de 28 grader i Tyskland. Dette flotte vejr viste sig  at holde under hele arrangementet.

I Cardinalen havde de en anderledes spændende tur til Tyskland. Navnet ”Phantomgruppen” opstod som følger. De fløj med en enkelt landing i den Nordtyske lufthavn ”Hungriger Wolf”  - hvor de, trods det sigende navn  ikke fik kampvægten væsentligt op – direkte til Münster. Turen gik fint om end de fik sig noget af en oplevelse undervejs. På et tidspunkt. begyndte ”Phantomgruppen” at undre sig over den manglende lyst fra den tyske flyvekontroltjeneste til at besvare opkald på radioen. Da de havde fløjet temmelig længe, uden at få kontakt med nogen som helst, besluttede de sig for, (ganske klogelig og helt korrekt) , at indikere at de havde radiofejl. Dette sker ved at man på en såkaldt transponder, indtaster en bestemt kode, som betyder radiofejl. Transponderen bruges normalt til at udsende en kode, som flyvekontrollen tildeler flyet ved første opkald på radioen. Koden identificerer flyet så flyvelederen kan se hvilket radar-ekko der er hvad, på sin skærm. Dog har transponderen også den sekundære funktion, at den udover at aflæse og sende flyets højde til flyvekontrollen, også kan bruges til at indikere at man er i nød, har radiofejl eller at flyet er blevet kapret.

Flyvningen gik fint trods den manglende radiokorrespondance og da de var næsten fremme ved destinationen blev stemningen i den lille kabine efter sigende nærmest euforisk da et jagerfly af typen Phantom fløj relativt tæt forbi og lavede et flot drej ind foran Cardinalen, for derefter at komme op på siden af Cardinalen. Onde tunger hævder at de kunne se det hvide i piloternes ansigt ovre i  jageren, så tæt var de på, og begejstringen var stor da jageren næsten stod lodret i lufthavet for at holde en lav fart, mens der stod  en tyk sort hale af røg ud af den – imens den kom op på siden af Cardinalen for at flyve lidt i formation.  Et meget flot syn for en flyveentusiast!

Nu gik det op for gutterne at det næppe var helt tilfældigt, og at jageren måske var sendt i luften for at se om alt var vel i det danske fly. Den tyske modtagelseskommité ved destinationen stod på jorden med  ”åben mund og polypper” og så til, mens danskerne ankom til Fly In med jagereskorte! Landingen foregik uden dramatik og efter et par telefonopkald til diverse tyske myndigheder blev tingene udredt. Hvad der var galt med radioen fandt man i øvrigt aldrig ud af, en tysk radiomekaniker konstaterede ingen fejl, men det er muligt at det hele skyldes overophedning, eller en periodisk fejl.

Selvfølgelig havde Phantomgruppen været åndsnærværende nok til at fiske deres kamera frem og tage et par billeder, mens de fløj i den sælsomme formation. Skuffelsen var dog stor, da det efterfølgende viste sig at der var ”card error” på kameraet. Det lykkedes dog at rekonstruere et par slørede billeder senere, men de er så ”ufo” agtige, at de ikke er egnet til offentliggørelse!

Velankommet til Münster traf vi masser af kendte ansigter fra Tyskland, Schweiz, England  og Luxemborg. Ca. 12 fly og 32 piloter var ankommet – hvilket er lidt færre end de tidligere år, men det skyldes helt sikkert at det var en nødplan der var blevet aktiveret og at datoen var ændret fra juni til september.

De følgende dage gik med et fly-rallye hvor man skulle planlægge og gennemføre en navigationstur og udfinde nogle flotte gamle slotte på ruten som skulle parres med fotos udleveret før start, så man kunne se hvilket slot der lå hvor – og så skulle man lige gætte hvor høje tårnene i domkirken i Münster var, samt lande så tæt på en kridstreg aftegnet på banen ved hjemkomsten til flyvepladsen i Münster. Det lykkedes ikke for os at hive nogen trofæer hjem…men vi var meget tæt på – (tror jeg helt sikkert!)

Vi havde også en hel dag med seight seeing, frokost på et hyggeligt ”Gasthaus” og en aften med indtagelse af diverse egnsretter. Rigtig hyggeligt og med rigelig mulighed for at krydre det hele med god tysk øl.  En bugtaler var i øvrigt en del af underholdningen den ene aften. Dukken, en olding kaldet Willy, havde en helt fantastisk mimik og vi havde aldrig før hørt at det var nødvendigt for aldrende mænd at spise viagra, bare for at undgå at tisse på sine sko om morgenen….

Indkvarteringen var i enkeltværelser på en politikaserne i Münster. Ret billigt og rigtigt gode forhold med både bad og toilet. Til transporten var der lejet bybusser de fleste gange, og det fungerede upåklageligt. 

Dette Fly In var alt i alt meget vellykket og vi ønsker at takke vore tyske kolleger for et godt arrangement. Næste Fly In bliver forhåbentligt i Danmark i sommeren 2007. Vi afholdt det 2. IPA Fly In i Danmark i 1993 og det er ved at være vores tur igen, da vi altid har været talstærkt repræsenteret ved alle de Fly In´s der har været afholdt indtil nu rundt omkring i Europa.

Det 10. IPA Fly In 2007 kommer du til at høre mere til ved en senere lejlighed – Husk det er ikke kun for piloter, alle IPA medlemmer er velkomne!

 

Torben Brandt,

Formand, Politiets Flyveklub.

 

 

 

 


Deltagerne i afslappet atmosfære på EDLT
(Manden stående i baggrunden er Doug Mackey fra UK)



Cardinalen "køler af"


Formanden og kasseren ankommer til Telgte


Bent Ole og John planlægger på fly-rallyet


Asger kontrollerer Cardinalen inden fly-rallyet.


Velfortjent øl, efter endt fly-rally.


Restaurant besøg i Münster.


Torben tager for sig af nationalretten Sauerkraut mit Fleich.


Så går det atter hjemad.

Se hele fotoalbummet fra turen