Polizei Fly-in 2008

Af. Torben Brandt, fmd. Politiets Flyveklub.

SE FOTOALBUM HER

I dagene 12. til 14. september 2008 afholdtes det 4. nationale Fly In på flugplatz Neuhausen, icao kode EDAP. Pladsen er en gammel græs-flyveplads, hvis historie går helt tilbage til 1935, hvor den blev anlagt til brug for den tyske hær ”die Wehrmacht”. Den var tænkt som et alternativ til en noget støre flyveplads der lå i Cottbus lidt længere mod nord. 

Nu vi er ved historien, så var EDAP base for Luftwaffes flyveskole under hele krigen. Den blev også benyttet til indflyvning af jageren Focke Wulff FW 190, idet fabrikken lå lige i nærheden. Efter WW II indtog russerne pladsen – idet Cottbus ligger ganske tæt på den Polske grænse et par hundrede kilometer sydøst for Berlin. Det var altså langt inde i den tidligere Østtyskland, at Politiets Flyveklub tog på tur! 

Vi var 5 medlemmer der havde tilmeldt os turen. Bent Ole og Rene fløj sammen i OY-BIL en Cessna Cardinal fra Ikaros og John F-P, Tom og jeg selv fløj i vores egen OY-BGB, der er en Piper 28, hvis nogen af jer ikke skulle kende den.

 Fredag formiddag stod vi klar i Roskilde med en velpakket toilettaske, der er ikke så meget ekstra plads når man putter tre tykke politier ind i BGB – og rent vægtmæssigt er der heller ikke plads til de helt store udsving.

 Cardinalgutterne bryder sig ikke vist om at kigge ud under flyvning, så Bent Ole havde planlagt at flyve IFR direkte til Neuhausen – hans tur kan jeg ikke fortælle det vilde om, ud over at han startede i Roskilde samtidigt med os, så fløj han ligeud (eller næsten, han var i flyveledernes vold og røg sikker ud på diverse luftmotorveje der førte ham via Hebriderne, Færøerne og så til Tyskland) indtil han nogle timer senere landede i Neuhausen. De ankom et par timer før os og stod klar med hver sit krus fadøl, da vi selv nåede frem sidst på eftermiddagen.  

Tilbage til turen i BGB – ren VFR! Vejret lovede fint og vi lagde en rute hvor jeg fløj til Lübeck, John skulle flyve til Neubrandenburg og Tom skulle så tage det sidste ben øst om Berlin CTA.

 Afsted det gik, men da vi nåede Lolland disede det til. Det begyndte også at småregne og kursen blev lagt lidt vestover for at undgå hvad vi mente måtte være meget lokalt møgvejr. Skybasen krøb længere og længere ned, men det kunne jo ikke passe for meteorologerne havde lovet fint vejr hele vejen! 

Vi krydsede Fehmern lidt øst for færgeruten, sigten var fin igen, men skybasen lå kun i 1200 ft- så glidehøjden blev fravalgt.

 Over Fehmern brækkede vejret ned igen, vi fløj i 700 ft. i perioder bare for at komme fri af skyerne. Kystlinien kunne kun lige skimtes ud af forruden. Tom navigerede, ingen master – bare flyv – jeg ordner resten,  sagde han - og det gik helt fint. Et opkald til Lübeck Twr bekræftede at de havde fint vejr, så vi holdt bare på. Kort efter stod vi så i Lübeck og var fulde af forventningens glæde over den enorme bratwurst vores maver snart skulle fyldes med – man kan vel ikke flyve i tysk luftrum uden at indeholde mindst en bratwurst i vommen???

 Skuffelsen var derfor til at føle på, da vi konstaterede at intet var åbent i Lübeck før langt senere på dagen. Nå, vi råbte ”mås” og John satte kursen mod Neubrandenburg, østtyske kålpølser går vel også an – og af sted det gik på tom mave og med stålsat pølseblik! Efter 20 minutters flyvning begyndte vejret igen at brække ned. Det var heller ikke lovet af meteorologerne og igen var der lagt op til teamwork i BGB. Vi svingede mere og mere sydover, John fløj, jeg forsøgte at finde vej og finde frekvenser til diverse controllere og Tom i bagsædet trak nye streger på kortet. Det fungerede upåklageligt og efter 1½ times flyvning endte vi nu i Schönhagen lige sydvest for Berlin. Så var det tid til et solidt Tysk måltid – hvorefter Tom fløj den sidste ½ time til Neuhausen.

 Her mødtes vi med kolleger fra Tyskland, Schweiz og vist en enkelt Østriger i de kommende to dage. Der var hangarmiddag med vildsvin og saurkraut – serveret til dæmpet schlagermusik og live saxofon og alt i alt var det rigtig hyggeligt.

 Lørdag fløj John, Bent Ole og Rene  rallye i BGB og de endte på en flot 3. plads. Endnu et trofæ blev bragt hjem til Danmark! Tom og jeg benyttede lørdagen til at kigge på en flyvepladsfest, lidt opvisning med bla. Flere gamle østeuropæiske fly - landbrugsfly, kunstflyvningsfly og en enkelt Antonov 2, der som nogen sikkert ved - er verdens største single engine fly. For resten  bruger den multicylindrede stjernemotor 200 liter fuel og 15 liter olie i timen…godt det ikke er min! Udover det, var der høstfest i byen, og vi overværede en parade af alskens gamle traktorer og besynderlige redskaber – mange med DDR nummerplader på endnu. Det var temmelig sjovt at iagttage!

 Hjemturen søndag gik via Neubrandenburg, hvor Cardinalen igen fløj IFR – denne gang via Berlin CTR og med jordsigt. Heller ikek hjemturen var uden vejrstress. Umiddelbart før Neubrandenburg brækkede vejret ned – og vi listede os ind til landing i meget lav skyhøjde. Vi var dårligt på jorden før vejret brækkede totalt ned, resterne af et lavtryk fejede forbi – men heldigvis – i løbet af to timer klarede det op og vi kunne sætte snuden direkte hjem til Roskilde.

 En særlig tak skal rettes til firmaet NETCLEAN, som hjalp os med lidt naturalier på turen – samt selvfølgelig tak til Calle Schernikau, der stod for arrangementet i Tyskland ene mand! Sidst men ikke mindst – tak til mine flyvefæller – vi havde en kanon weekend!