DRENGERØVSTUR TIL KENT - ENGLAND

Vinteren 2008-09 fik Politiets flyveklub en invitation fra vore venner i England, Doug og Terese, om deltagelse i et kommende Pol-Air arrangement på den gamle fighter-aerodrome Headcorn/Lashenden i Kent, Sydengland.

Jeg var ikke et øjeblik i tvivl og tilkendegav over for formanden, Torben, at jeg var interesseret i at rejse til England. Torben ville også selv deltage, og BORS samt Rene var også interesserede.

Det skal tilføjes, at Torben og jeg var til et lignende stævne på White Waltham flyveplads vest for London for 5 år siden, hvor vi bare løb ind i den ene spændende oplevelse efter den anden.

Torben begyndte at lave de indledende manøvrer, og det viste sig, at turen kunne gøres for et rimeligt beløb, såfremt vi fløj med airliner. Vi kunne godt selv flyve dertil fra Danmark i vore små fly, men det ville blive uforholdsvismæssigt dyrt sammenlignet med priserne som flyselskaberne kunne tilbyde for at flyve med rutefly.

Deltagerlisten endte med at bestå af Torben, BORS og jeg. Vi blev enige om at booke hotel, flyve med Norwegian til Gatwick og leje en bil fra Gatwick, så vi havde mulighed for at køre rundt til alle de forskellige og spændende gamle krigsflyvepladser i Sydengland.

Selve arrangementet skulle foregå i Weekend’en fra fredag d. 5. juni til søndag d. 8. juni. Vi besluttede os for at tage afsted fra København tidligt om morgenen torsdag d. 4. juni, så vi havde mulighed for at se noget af det smukke Sussex og Kent i Sydendland.

Afgangen med Norwegian fra CPH var planlagt kl. 0720 med check-in 45 min. forinden, så det kunne lige lade sig gøre at komme til lufthavnen med det første S-tog.

Jeg stod op lidt over kl. halv fire for at nå det første S-tog fra Fr.sund og var lidt spændt på, om man kunne stole på DSB’s punktlighed. Ankommet til min jernbanestation 5 min. før afgang begyndte jeg at svede. Højtalerne skrattede noget info – ups, det var ikke gode tegn. Informationen adviserede de  6-7 passagerer, at toger kom til den modsatte perron, hvor toget normalt afgår mod Fr.sund. Vi fulgte adviseringen, men tiden gik, og afgangen var nu forsinket 5-10 min. Blandt en af passagererne stod en dame, som medbragte en stor kuffert med flytag, og jeg spurgte, om hun skulle til Kastrup lufthavn. Det skulle hun, og jeg foreslog, at vi kunne slå os sammen og ta’ en taxi, såfremt toget var aflyst. Det syntes hun var en god ide.

Kort tid efter kom toget som spøgelsestog i det modsatte spor, netop som adviseret.

Alle passagererne fra Ølstykke gik ind i samme kupe, og helt uhørt talte vi sammen, hvilket normalt ikke sker, når man ta’r på arbejde til daglig. Jo- problemer gir’ sammenhold.

Toget var ret meget forsinket, og jeg så i øjnene, at jeg ikke kunne nå metro’en, som passede med check-in tiden i lufthavnen. Jeg ringede på mobilen til Torben, og var spændt på om han tog telefonen. Det gjorde han. Torben kan man altid få fat på via telefon – fandt jeg senere ud af. Hans telefon kimede i tide og utide. 

Torben sagde, at hans tog nordfra også var forsinket, og vi blev enige om at mødes med BORS på Hovedbanegaarden. Vi mødtes med forsinkelse, og tog et Øresundstog til CPH.  I lufthavnen checkede vi vor bagage ind - også BORS’ usandsynlig grimme, gule kæmpe- kuffert.

Vi kom ombord i Norwegians Boeing 737-300, række 13 A B C, som Torben havde forvalgt via internettet. Sæderne havde extra benplads, fordi vi sad ved nødudgangen -  udemærket gået Torben.

Lidt efter afgik flyet punktligt fra CPH.

Efter en fin flyvetur på knap to timer var vi i Gatwick. Vi fandt hurtigt bagagen takket være BORS’ let genkendelige grimme kuffert. Han blev kun distraheret af en meget betagende, velformet kvinde med en omend endnu mere betagende (voksen) datter. Jo – turen startede godt.

Vi fik vor udlejningsbil, en Ford, med Torben som 1. chauffør. Han skulle lige vise BORS, hvordan man kører højrestyret bil i England’s venstretrafik. Jeg må indrømme, at det ikke er ligetil, og kræver megen respekt og opmærksomhed.

Torben gav nogle gode råd bl.a. at kigge til højre, når man kommer til kryds, rundkørsler osv. Ligeså er det en fordel at forsædepassageren navigerer, hvilket aflaster køreren. BORS kom hurtigt efter det, men han kan jo også li’ at køre, flyve, snakke, æde og drikke....

Allerede efter 5 min.s kørsel kom vi forbi det første flyvemuseum. Vi kunne selvfølgelig ikke bare køre forbi. Nej, omkring og ud af bilen for at se på gamle flyvemaskiner. Det var air-museet i Gatwick. Museets indvendige udstilling var lukket, men der var en udendørs udstilling, som blev betragtet og diskuteret.

Efter en times tid fortsatte vi mod syd. Lidt syd for Gatwick skulle Torben ha’ nogle stumper til hans gamle MG-sportsvogn, førend vil ankom til Tangmere; en gammel flyveplads fra anden verdenskrig med et meget interesant museum.

Her er kræs for kendere. Prototypen af Spitfire står udstillet i blå farve. Spitfiren, som blev fløjet af danskeren Axel Svendsen med påmalet Dannebrog, og teksten Valdemar Atterdag var udstillet der. Hastighedsrecord fly, simulatorer – ja alt hvad hjertet begærer kunne beskues.

Som vi senere erfarede på andre museer i området, blev vi kontaktet af volunteers, gamle mænd, som selv havde oplevet Anden Verdenskrig. De kunne fortælle spændende, autentiske beretninger for os fra dengang verden var af lave.

Vi er nok nogle af de sidste, som kan høre beretningerne fra mennesker, som selv har oplevet tingene ske. De gamle mænd er jo kommet godt op i årene. Som BORS ganske rigtigt sagde til mig senere på turen, ”Meget af teknikken og udstillingerne, som vi så på turen, kan vi ikke huske i detaljer efter nogle år, men udtrykkene i disse gamle mænds ansigter, vil vi ikke glemme”.

Nu var det meste af dagen gået, og vi satte kursen mod vort hotel og hvor flyvearrangementet skulle foregå.

Undervejs standsede vi ved en hyggelig engelsk kro/restaurant, hvor vi fik en typisk engelsk ret, en kødpie med sodavand til. Øl gik ikke. Det var alt for farligt at fortsætte bilkørsel, når vi ikke var vant til at køre på den forkerte side af vejen.

Efter et velsmagende måltid kørte vi direkte til hotellet i Ashford North. Der var nu så sent på dagen, at vi ikke kunne se flyvepladsen, Headcorn, denne torsdag. Istedet indlogerede vi os, og senere på aftenen afsluttede vi dagen med et glas velsmagende, kølig Guiness.

Torsdag var en lang dag med masser af indtryk, og vi sov godt den efterfølgende nat.

Fredag startede som en doven dag. Vi sov længe. Bevægede os hen i hotellets restaurant for at spise dejlig engelsk kontinental breakfast med alt, hvad hjertet kan begære. Vi kørte derefter hen til flyvepladsen ca. 10 km fra hotellet. Pladsen var en typisk engelsk flyveplads med lave gamle træbygninger fra krigens tid. Bygningerne blev benyttet til den lokale flyveklub, en faldskærmsklub og så til Tiger Moth klubben.

Vil fandt Pol-air arrangementes primos motor, David, hvorefter vi blev vist rundt på pladsen. Ovre i Pol-Air’s telt  var der aktivitet, og vi hilste på medlemmerne og deres henrivende hustruer.

BORS havde spurgt David, om det var muligt at flyve en tur med en DH Tiger Moth, en dobbeltdækker. Det var ikke umuligt, sagde han, men gå hen og spørg, foreslog han.. Vi gik hen i Tiger-klubben, hvor der var aktitet. Vi mødte Glen, som var boss. Han sagde, at vi mod et rimeligt beløb kunne få en instruktørtime.

En gammel dreven De Havilland pilot tog BORS og jeg hen i hangaren, hvor Tigeren reg. G-ACDC stod. Her skulle BORS briefes af den gamle pilot, som iøvrigt hed John ligesom jeg selv. BORS blev briefet i G-ACDC’s instrumenter og handling, hvilket jeg selv kunne bidrage lidt til, da jeg hjemme i Danmark selv flyver en De Havilland Chipmunk, som er lidt mere moderne end Tigeren, men med nogle enkelte ligheder.

BORS fik nuserhjelm og briller på, og blev sat i det bageste sæde, hvorfra flyet styres. Motoren blev startet, og der blev taxiet ud mod banen.

Gashåndtaget frem og ud af banen det gik. Snart var de i luften. Efter lidt airwork kom de tilbage mod pladsen – Hvordan kunne han lande den gamle dame. Joining venstre medvind, så et venstre drej til baseleg og derpå et venstre drej mere til finale. Anflyvningen så rigtigt god ud, men det var også ideelt vejr.

Helt ned over græsset, udfladning og vups en vaskeægte three-pointer, Godt gået BORS. Var det mon held.

Igen frem med gassen og op i en ny runde. Samme procedure en gang til, jo igen en perfekt landing.

Rundt tredje gang med lige så stor succes. Nej, det var ikke held. Den gamle engelske gentleman, John, stod sammen med mig ved touch down og så landingerne, og han sagde, at han ikke havde set så gode landinger for en førstegangs flyvning med halehjulfly, som jo er vanskelige at lande.

Stolt som en pave steg BORS ud af den gamle flyver. Han var ikke til at holde ud at være sammen med resten af dagen.

Vi tilbragte hele dagen på flyvepladsen. Det var masser at se på.

Om aftenen kørte vi ind til byen Headcorn, hvor vi spiste på en lokal kro med god betjening.

Vi returnerede til hotellet og vi slog os sammen med nogle af de andre inviterede politifolk og deres hustruer. Det var vældigt hyggeligt og vore sprogkundskaber blev trænet flittigt.

De andre gæster kom alle fra UK (Wales, Scotland, England, Londonområdet). Det var folk, som havde forstand på at feste og more sig, og der gik ikke lang tid førend guitaren blev fundet frem, og så blev der spillet og sunget sange fra de gode gamle dage. Hyggelige mennesker disse englændere.

Lørdag - så blev det alvor. Så skulle stævnet afvikles for alvor. Jeg fik lov at deltage som navigatør med en besætning fra Surrey. Vi fløj en smuk tur over East Sussex og Kent, hvor vi skulle finde nogle specielle bygninger, tennisbaner mv.

Imens var det Torben’s tur til at flyve Tiger Moth. Jeg så ikke, at han landede med den gamle dobbeltdækker, men ned kom han da. Vor formand var blevet en oplevelse rigere.

Der var nu ankommet temmelig pænt med nysgerrige mennesker på pladsen. Børn var der også for at få flyvning ind med modermælken.

Lige pludselig råbte en ”Der kommer en Mustang”. Ganske rigtigt. Der kom en gammel Mustang nærmere. Jeg kunne høre motoren, en Rolls - Royce V 12’er, spillede op til dans Snart kom den ned mod pladsen – lavede et low pass, for derefter at forsvinde mod øst. David sagde, at ejeren af denne prægtige maskine havde den stående på en lille flyveplads lidt længere mod øst. Ikke nok med at Mustangen fløj forbi i dagens anledning, men der kom også et par replica’er. Den ene forestillende en engelsk krigsflyvemaskine og den anden et tysk konstrueret fly, begge fra tiden omkring 1. verdenskrig. Jo, drengedrømmene blev vakt til live.

Vi fordrev tiden på flyvepladsen, hvor der hele tiden skete noget. Den lokale faldskærmsklub havde også stævne, og bidrog med mange faldskærmsspring. Jo – det var et eldorado for luftsporten.

Da vi nåede hen mod aftenen kørte vi ind til hotellet, hvor der var reception på et af værelserne, hvor det walisiske par Liz og Paul boede. Her blev vi budt på velkomstdrink, inden gallamiddagen.

Vi fremstod derefter til gallamiddagen, hvor vi tre danskere blev præsenteret for forsamlingen. Vi var mødt frem i fineste beklædning velvidende om, at englænderne holder meget på traditioner til sådanne arrangementer.

Vi indtog derefter den fineste middagsmenu.

Efterfølgende var der præmieuddeling til de bedste flybesætninger for forskellige discipliner altsammen foreviget på foto’s.

Senere kom guitarerne igen frem, og der blev derefter festet og sunget frem til 3 – 4 tiden næste morgen.

Jeg var meget træt, da jeg gik i seng, men havde haft en vældig hyggelig aften i selskab med disse dejlige mennesker.

Da jeg slog øjnene op søndag var det noget vanskeligere at stå op end de tidligere morgener. Ingen nølen – bare ud af sengen, vand i hovedet og i tøjet.

Deltagerne fra Pol Air afholdte efter breakfast møde om næste års stævne, og derefter var det tid til at skilles.

Vi danskere tog pænt og vemodig afsked med alle vore engelske venner fra London, Cardif, Edinburg, Biggin Hill, Milton Keyes mv.

Vi kørte ud til flyvepladsen, hvor vi tog afsked med Terese og Doug, som havde inviteret os, og sagde desuden farvel til de andre departende englændere.

David havde anbefalet, at vi skulle besøge det lokale flymuseum fra krigens tid, hvor områdets lokale volunteers viste effekterne frem på museet. Man kunne ikke udefra danne sig et indtryk af museets exhibition, men når man kom indenfor, blev jeg i hvert fald noget forbavset.

Museet var bygget op omkring flyvehændelser herunder nedstyrtninger af såvel engelske og tyske krigsflyvere. Ved hver flyvehændelse var en grundig beskrivelse, foto, avisudklip samt effekter, herunder flydele, fx. motorer, instrumenter mv. Det var et meget spændende museum. Også her blev vi også mødt af volunteers, som fortalte  førstehånds beretninger. Det var meget interessant og et privilegium at opleve. Snart vil disse gamle mennesker ikke være at finde på museerne mere.

Vi tog derefter afsked med Headkorn flyveplads og kørte ud ad de snoede engelske landeveje med hække, buske og træer voksende helt ud til kørebanen. Vi kørte mod øst langs Englands sydkyst mod Folkstone og Dover. På vejen opdagede Torben lige pludselig et skilt med et flymuseum. Det var Bentzer airfield, hvor der også var masser af flyveaktivitet under krigen.

Vi straks budt velkommen af en gammel mand, som fortalte om stedet. Han oplyste, at der i krigen ,WW2, startede Lancasters med Dam Busters med det formål at ødelægge dæmninger i den tysk besatte del af Europa. En af disse bomber var udstillet udenfor. Den gamle mand sagde, at pladsen dengang blev benyttet som nødlandingsplads for returnerende fly, som var ramt af antiluftsskyts eller ild fra tyske fly, haltende med ødelagte motorer og vinger, skudhuller mv.

Indenfor i museet var der udstillet en masse effekter fra krigens tid. Meget interessant.

Her fik BORS iøvrigt øje en en lille model af en Tiger Moth i metal og malet i grønbrune farver. Denne model kunne han ikke lade være med at erhverve sig. Jo – vi var gået helt i barndom - skønt.

Vi fortsatte i bilen mod Folkstones kyst. Her fandt BORS en fiskerestaurant, hvor vi bestilte fisk med chips. En rigtig engelsk ret. Vi fik hver serveret en stor fisk, som smagte dejligt. Stedet, hvor vi spiste, hed iøvrigt The Pilot.

Tiden var nu ved at være slut, hvorfor vi satte kursen mod Gatwick ad motorvejen M 20. Vi afleverede bilen og checkede ind.

Vi fløj derefter med Norwegian tilbage til Danmark, hvor vi landede sent om aftenen. En  rigtig herlig drengerøvstur var slut.

John Erwin Birk Jensen, sek. Polfly.